DAGEN - den 5. juli

NIELS JØRGENs MORGENHILSEN

DEN 5. JULI

Ny udgave

DAGENS LÆNGDE:

Denne dags længde er her i Danmark 13 minutter kortere end den 21. juni. Dens længde er på 17 timer og 22 minutter – fra kl. 04.38 til kl. 22.00.

Se mere om, hvor på er:  www.dagenslaengde.dk

DAGENS NAVN:

Denne dag hedder ANSELMUS DAG.  Det gør den efter skolastikeren og forfatteren, ærkebiskop Anselm af Canterbury.  Han var italiensk filosof og tilhørte Benediktiner-ordenen.

I Belgien hedder dagen SAINT ANTOINE-MARIE ZACCARIA – efter en italiensk leder af modreformationen. Han levede i årene 1502-39.

DAGENS BEGIVENHED:

1962:  Algeriet opnår uafhængighed af Frankrig.

DAGENS SPØRGSMÅL:

Folkeafstemning - hvad er det egentlig?

FOLKEAFSTEMNINGER  =  FOLKESTEMNINGER

Hvad vi har lært af mange års erfaringer

Og hvad kan vi sætte i stedet ?

For år tilbage var Europa igen igennem en folkeafstemning. I princippet om hvorvidt irerne ville sige JA eller NEJ til EUs nye Lissabon-Traktat. Heldigvis for Europa, for Irland og for os alle, der vil Europa det godt, blev det et klart og tydeligt JA.

Hvad er folkeafstemninger egentlig  for noget ? Og hvad de gør ved vort politiske system ?

Mange års erfaringer med folkeafstemninger i forskellige lande gør det muligt at slå en række ting fast:

1)    En folkeafstemning bliver naturligvis altid udskrevet om et bestemt emne, som folk skal tage stilling til. Enten med et JA eller med et NEJ.  Eller med andre muligheder – endda somme tider mere end to. Men faktum er, at de ALTID kommer til at handle om noget helt andet. Ofte om, hvorvidt folk ka’ li’ den siddende regering eller ej. Eller om andre varme emner, som er oppe i tiden. Og hvis nogen af parterne i valgkampen er i stand til at trække en kanin op af hatten i sidste øjeblik, så bliver det ofte afgørende for afstemningens resultat.

Man kan med god ret sige, at der ikke er tale om en folkeafstemning, men om en folkestemning. 

2)    Debatten under enhver folkeafstemning bliver i høj grad præget af enkle, tendentiøse og direkte løgnagtige påstande, som kombattanderne slår hinanden i hovedet med. Det redelige, det nuancerede, har ikke store chancer. Politiske fusentastere og enøjede kykloper har gyldne tider i opløbet til enhver folkeafstemning. Og det gælder især, når afstemningen handler om en større tekst såsom hele traktater. Det giver kreative ”lad –os-finde-en-flue-i-suppen-folk” mulighed for løbende at rive en eller anden underparagraf til en underparagraf helt ud af sin sammenhæng og (mis)bruge den til at argumentere for deres irrelevante og ofte betydningsløse påstande. Vel vidende at vælgerne ikke har kræfter eller baggrund til at gå dem efter i sømmene.

3)    Folkeafstemninger  - i hvert fald om EU-forhold – får også den langtidsvirkning, at vælgerne kommer til at se Europa som noget med JA eller NEJ. Enten er man for det – og for alt. Eller også er man imod – imod alt.

Sådan er den virkelige verden naturligvis ikke. Det ved enhver. Men det er alligevel desværre lykkedes Europas uvenner at få folk bildt ind, at alt med EU enten er JA eller NEJ.  Og at det derfor er naturligt – ja, nødvendigt – at der ved enhver diskussion om ethvert EU-emne, skal være en tilhænger og en modstander til stede. Den vildmand er bl.a. dansk TV desværre hoppet på. Det er som om journalisterne føler, at bare de har en tilhænger og en modstander i deres program, så har de pr. definition lavet en god udsendelse.

Igen er virkeligheden blevet det store offer!  Virkelighedens nuancer og mange facetter ryger lige i debattens skraldespand. Det er trist. Det er farligt. Det er dybt beklageligt.

Og altsammen i høj grad et resultat af folkeafstemningernes destruktive kølvand.

4)    Det er ligeledes erfaringen fra alle lande, der har været igennem folkeafstemninger, at de forgifter det politiske debatklima i mange år fremover.  I Danmark har det varet helt siden 1972.  Oppiskede og vilde påstande hænger ved og bliver brugt og misbrugt i én uendelighed.  ”Et-tema-bevægelser” uden bred og almindelig politisk grobund i vælgerskaren opstår og består og puster til stadighed til den forgiftede og forvirrende debat.  Og populær-pressen følger villigt med, så længe den ser fordele i det for oplagstallet. Ofte uden at sætte sig det mindste ind i sagens rette sammenhæng. Altsammen en selvforstærkende proces, som folk i almindelighed ofte kommer til at se som”sandheden”. En ”sandhed”, som de enten følger blindt – eller som ender med at bringe dem til at væmmes ved alt, hvad der har med politik at gøre.

Begge dele er til lige stor skade for et velfungerende og veloplyst demokrati.

5)    Europa handler som bekendt også om at fjerne grænser. Sikre fri bevægelse over de grænser, der indtil nu har adskilt de europæiske befolkninger fra hinanden.

Det interessante er, at selv om EU-modstanderne normalt er modstander af at fjerne grænser, så er de også nogle af de første til at bruge denne nye mulighed. Det så vi tydeligt i den netop overståede irske folkeafstemning. Der var næsten ingen ende på, hvilke negative kræfter fra andre lande, der uden at blive bedt om det ville give irerne deres råd om at sige nej.  Lige fra højre-ekstremisterne i UK Independence Party, som ligefrem udsendte en brochure til samtlige irske husstande med kraftige opfordringer til at stemme Nej ( med klart anti-indvandrings-argumenter ) til en tysk millionær, der fortalte irerne, at et Ja til Lissabon ville militarisere Europa.  Og så var der vor egen Jens Peter Bonde, der for jeg ved ikke hvilken gang fyrede sine EU-negative missiler af mod de irske vælgere. Men han har selvfølgelig også fået bedre tid nu, hvor hans to hidtidige hovedprojekter, Junibevægelsen og Libertas, begge er røget i historiens skraldespand.

            Min pointe med dette punkt er, at JA – det er godt at se en europæisk offentlighed i funktion. At se europæere interessere sig aktivt for, hvad der sker i andre lande end deres eget – og gøre noget ved det-  Det triste er bare, at det næsten kun er de automat-negative, der benytter sig af denne mulighed. Dem med de forsimplede, de negative, de destruktive, de populistiske argumenter og holdninger.  Det må være på tide, at de mere positive også tager denne handske op. Men folkeafstemningerne med deres enøjede optik er nok ikke den anledning, der får dem aktivt på banen.

Min konklusion på denne analyse er, at folkeafstemninger som vi kender dem ikke hører til i et velfungerende demokrati. Tværtimod. De er som at gøre nar af et moderne og troværdigt folkestyre. De er slet ikke det, de udgiver sig for at være. Og de sætter sig altid yderst negative og destruktive spor i det politiske landskab.

SPØRGSMÅLET ER:

Hvordan kan man så inddrage befolkningen – vælgerne – mere aktivt i politik ? I de store beslutninger i samfundet? Det var nemlig det, der var og er den oprindelige mening med folkeafstemninger.  Og vil vi afskaffe folkeafstemningerne, må vi selvfølgelig sætte noget bedre i stedet.

1. Mit første svar er:  Gennem vore folkevalgte. De medlemmer af Folketinget og andre parlamenter, vi vælger med jævne mellemrum. De er vore repræsentanter. Vi har selv valgt dem til at tage de politiske beslutninger. Og er vi ikke tilfredse med det, de beslutter, så vælger vi nogle andre ved næste valg.

Det lyder enkelt og ligetil. Men det er det ikke.  En klar forbedring ville være, hvis det lykkedes for de politiske partier at engagere vælgerne meget mere end i dag. Og ikke bare op til valg – men hele tiden. Inddrage dem, inspirere dem, lytte til dem, forklare tingene for dem, Og gøre det ved hjælp af alle til rådighed stående midler, ikke mindst de nye moderne kommunikationsmidler. De er hurtige. De er billige. Og de er effektive. Hvis man vel at mærke ved, hvordan man skal håndtere dem.

Var det ikke en oplagt handske at tage op ? !

Folkeafstemninger er en kortslutning af dette folkestyre gennem valgte repræsentanter. Måske var det i visse tilfælde også meningen. Men virkningen kan lige så godt være, at det giver de folkevalgte en mulighed for at kaste ansvaret fra sig ved at udskrive en afstemning. Og det var i hvert fald ikke den oprindelige mening.

Med aktive og mange opvakte, deltagende partimedlemmer bliver det repræsentative folkestyre automatisk styrket.

2. Mit andet svar er, at vi må gøre noget meget konkret for at forbedre den direkte

kontakt mellem vælgerne og hver politiker.  I dag er der næsten ingen kontakt. I hvert fald ikke, når der ikke er valgkamp. Sådan er det i alle lande. Det MÅ der gøres noget ved.

Vi må gøre vore valgte politiskere direkte ansvarlige for deres løfter. Og for deres handlinger, f.eks. hvad de stemmer i parlamentet.

Hvordan gør vi det ?

Under enhver valgkamp kunne hver kandidat lave en hjemmeside / blog, hvor hun/han skriver om sine ideer og løfter i kort, præcis form. Hvis han eller hun bliver valgt, skal hjemmesiden fortsættes og løbende opdateres med beskrivelse af initiativer, taler, løfter og hvordan vedkommende stemmer i parlamentet.

Vi vælgere skal opfordres til – ikke bare at læse hjemmesiden – men til at kommentere den, stille spørgsmål og lave vore egne forslag. Og politikerne skal love at reagere på det. Og også gøre det.

Dette kan og bør suppleres med jævnlige ”møder” på Nettet – med spørgsmål og svar.

Og som et meget vigtigt tillæg til dette, skal medierne involveres ved med jævne mellemrum at trykke vigtige dele af disse hjemmesider – og lave aktiviteter omkring dem.

Dette er en praktisk og håndterlig måde at sikre en løbende og offentlig kontakt mellem os vælgere og hver politiker. Både de nationale og Europa-parlamentarikerne.

3. Mit næste og tredje svar er:  Ja, visse politiske spørgsmål kan være så vigtige og langtrækkende, at det ikke er rimeligt, at de afgøres endeligt af en afstemning i et siddende parlament. Derfor er folkeafstemninger nødvendige, siger nogen.  Nej, siger mange andre.  Man kan i stedet som f.eks. hollænderne gør lade en så vigtig beslutning tages af to parlamenter. Forstået på den måde, at parlamentet først diskuterer og vedtager beslutningen. Men ikke den endelige beslutning. Den tages i stedet af det parlament, der vælges ved næste almindelig valg. På den måde kan spørgsmålet på naturlig måde indgå i valgkampen.

Det er en elegant og håndterlig måde at gøre det på. Og en måde, som fortsat gør de politiske partier direkte ansvarlige.  Løststående, enkeltsags-bevægelser kan ikke nær så let få afgørende indflydelse uden at ville påtage sig et almindeligt politisk ansvar.

4. Mit fjerde svar på spørgsmålet er:  Brug vore nye kommunikationsmidler aktivt til at inddrage befolkningerne i de afgørende beslutninger. Internettet. De sociale netværk. Digitalt TV og radio. Mobiltelefonen.

Det kan tage mange former: Lige fra on-line høringer til Spørgsmål/Svar. Til elektroniske valgmøder. Til ”townhall meetings”, gerne på tværs af landegrænser, så man kan lære af hinanden. Til mere aktiv involvering af de politiske partier, ungdomsorganisationerne, NGOerne, m.fl. Og til vejledende afstemninger på Nettet.

Altsammen ledsaget af en meget bedre og meget mere aktiv løbende kommunikation omkring væsentlige politiske emner – både i ens eget land og i andre lande. Og både via medierne, over Nettet, gennem netværk og i undervisningen, inkl. voksenundervisningen på alle niveauer. 

Betydelige offentlige midler skal afsættes til disse formål. Og et vidtforgrenet og meget aktiverende netværk af så mange mennesker som muligt skal stimuleres og udvikles. Og endnu mere præcist:  Hvert politisk parti og hver politiker kunne med stor, positiv effekt alliere sig med en gruppe unge, dynamiske mennesker, der brænder for brugen af de nye kommunikationsmidler, og som ved, hvordan det gøres. De vil givetvis blive meget motiverede ved på denne direkte måde at blive involveret i den løbende politiske proces.  Barack Obama gjorde netop dette i sin valgkampagne. Hvorfor skulle vi ikke lure ham ideen af !

SLUTORD:

Hermed er det endelige svar på vore dages store demokratiske udfordringer naturligvis  ikke givet. Dette er nogle af elementerne. Mange flere skal udvikles og prøves af. Hvad der er sikkert er, at folkeafstemninger i den form, vi kender dem, er en meget farlig og forførende blindgyde.

Europa og vore demokratiske politiske systemer fortjener noget meget, meget bedre.

SPØRGSMÅLET TIL I MORGEN:

        Roskilde-freden 1658 - hvad var det specielle ved den?

_____________________________________________

SVAR PÅ NU 42 EUROPA-SPØRGSMÅL:

EUROPA I ARBEJDSTØJET:   www.europa-i-arbejde.be

DAGENS CITAT & KENDTE PERSONER:

1.  Gårsdagens citat:

        Gud forbyde, at vi nogensinde skal opleve tyve år uden et oprør. Frihedens træ

             må fra tid til anden friskes op med patrioters og tyranners blod.

             Dette blev sagt af den amerikanske politiker Thomas Jefferson.

2.  Dagens citat:

        En fallit kan have tre årsager: kvinder, væddemål eller råd fra fagfolk.

             Hvem af dagens personer har sagt det?

3.  Kendte fødte på denne dag:

1182:  Frans af Assissi  ( død 1226 )

1853:  Cecil Rhodes  ( død 1902 )

1863:  A.C. Illum  (  død 1938 )

1911:  Georges Pompidou  (  død 1974 )

1914:  Gerda Gilboe  (  død 2009 )

4.  Kendte døde på denne dag:

1969:  Walter Adolph Gropius  (  86 år )

1975:  Otto Skorzeny  ( 67 år )

1995:  Jytte Breuning  ( 67 år )

2008:  Thomas Winding  ( 72 år )

Niels Jørgen Thøgersen

niels4europe@gmail.com  

www.niels-jorgen-thogersen.dk   +  EUROPE AT WORK:  www.europe-at-work.be

+ EUROPA I ARBEJDSTØJET:     www.europa-i-arbejde.be