NIELS JØRGENs MORGENHILSEN
DEN 20. MARTS
Ny 2021 udgave
DAGENS EMNE:
COVID-SITUATIONEN I
BELGIEN ( og i en del andre lande ) er fortsat alvorlig. Forleden var der er
par dage ca. 5.000 nye smittede pr. dag. Gennemsnittet for syv dage er 3.438
nye tilfælde. Antallet af indlagte på hospitalerne stiger med omkring 11 % pr.
dag. Derimod falder antallet af døde.
Samtidig rulles vaccinationerne med alle 3 indtil nu godkendte vacciner
ud over hele landet. Her i Wallonien
blev der i denne uge åbnet 30 nye vaccinationscentre.
Det man frygter er,
at en 3. bølge er alvorligt på vej, ikke mindst af den virus man kalder den
britiske variant.
De belgiske myndigheder holdt i går et særligt møde i deres krise-komite, der behandler alle spørgsmål om COVID. Efter en lang og ihærdig diskussion blev man enige om, at alt skal gøres for at fastholde, at folk igen må rejse udenlands fra den 19. april – og at cafeer og restauranter må genåbne fra den 1. maj.
For at prøve at
sikre dette blev bl.a. disse beslutninger taget:
- Udendørs aktiviteter skal fortsat begrænses til 10 personer ad gangen
- Aktiviteterne i skolerne skal yderligere begrænses og reguleres.
Undervisningsministrene skal fremlægge en konkret plan på mandag den 22.
marts. Også mindre skolebørn skal
bruge masker. Og der skal ske hyppige COVID-tests i alle skoler
- Systematiske og hyppige tests skal ske for alle, der ikke kan arbejde
hjemmefra
- Fra den 3. april bliver antal tog til den belgiske kyst stærkt
reduceret. Man vil ikke have masser af éndags-turister ud på den 65 km
lange (korte!) belgiske Nordsø-kyst
- Pligten til hjemmearbejde (tele-working) vil blive yderligere skærpet
og kontrolleret.
- Der holdes et nyt møde i Krise-komiteen i næste uge.
DAGENS LÆNGDE:
Denne dag er her i
Belgien 4 timer og 12 minutter længere end d. 21. december. Dens længde er på
12 timer og 9 minutter – fra kl. 06.45 til kl.18.55.
I København er
dagen blevet 5 timer og 16 minutter længere – og den er nu på 12 timer og 2
minutter.
Se mere om, hvor du
er, på: www.dagenslaengde.dk
DAGENS NAVN:
Dagen hedder CORDIUS DAG. Cordius var en af den romerske kejser Diocletians officerer omkring år 300 e.Kr. Han lod sig omvende til kristendommen og levede derefter mange år i ørkenen som eremit. Han vendte senere tilbage til byen Cæsarea, hvor han erklærede sin tro. Derefter blev han arresteret og tortureret med vanlig romersk omhu. Til sidst blev han i år 320 e.Kr. dræbt af spyd.
I
Belgien hedder dagen SAINT WULFRAMs DAG – efter en fransk ærkebiskop i
Sens i Bourgogne. Han levede i årene 640-703.
Han var også missionær hos friserne.
DAGENS BEGIVENHED:
1969: John Lennon
gifter sig med Yoko Ono i Gibraltar.
DAGENS SPØRGSMÅL:
En polsk rigsdag – hvor kommer
det udtryk fra? Og hvad betyder det?
Dette udtryk sigter til forholdene i Polen fra 1572 til 1795. I den
periode herskede der i den polske rigsdag (der især havde adelige medlemmer) en
sådan uenighed, at næsten intet kunne vedtages. Det kom bl.a. af, at der til
beslutninger krævedes enstemmighed. Ethvert medlem af Rigsdagen kunne nedlægge
veto (kaldet liberum veto = frit veto), hvorved en sag kunne standses.
Udtrykket en polsk rigsdag hentyder i dag stadig væk til,
at der hersker så stor uenighed, at intet vedtages. Man kan kalde det
beslutningsmæssigt kaos. Det kan være,
fordi der gælder en regel om veto, f.eks. for ethvert land – stort eller lille
-, eller fordi partidisciplin eller grundige forberedelser lader meget tilbage
at ønske. FN’s sikkerhedsråd med dets regel
om veto til hvert af de permanente medlemmer lammes ofte og kan ikke tage
beslutninger (f.eks. om krigen i Syrien).
EU lammes på samme vis i mange tilfælde af, at meget fortsat skal vedtages i
enstemmighed. Tænk på, hvor amerikansk
politik ville være henne, hvis alle 50 stater skulle være enige, før en
beslutning kunne træffes.
Derfor er udtrykket en polsk rigsdag ikke noget positivt. Og det bør man tænke på, når man diskuterer, hvordan f.eks. EU bør udvikle sig og gøre sig mere beslutningsdygtig, så Europa ikke skal gå hen og blive irrelevant og i stedet helt være underlagt hvad store lande rundt omkring i verden beslutter.
SPØRGSMÅLET TIL I MORGEN:
Plusfours – hvor kommer
det udtryk fra? Og hvad er det?
_____________________________________________
SVAR PÅ NU 42 EUROPA-SPØRGSMÅL:
EUROPA I ARBEJDSTØJET: www.europa-i-arbejde.be
DAGENS CITAT & KENDTE PERSONER:
1.
Gårsdagens citat:
Skolen i menneskekundskab er for
købmanden fuldt så nødvendig som anden skolegang.
Det blev engang sagt af den danske
industrimand og iværksætter C.F. Tietgen.
2.
Dagens citat:
Luftkasteller – de er lette at søge
tilflugt i. Og også lette at bygge.
Hvem har sagt det?
3.
Kendte fødte på denne dag:
43. f.Kr.: Ovid ( Publius Ovidus Naso ) ( død 18 e.Kr. )
1770: Friedrich Hölderlin
( død 1843 )
1828: Henrik Ibsen (
død 1906 )
1890: Lauritz Melchior ( død 1973 )
1916: Pierre Messmer ( død 2007 )
1917: Vera Lynn ( død 2020 )
4.
Kendte døde på denne dag:
1727: Isaac Newton (
84 år )
1874: H.C. Lumbye ( 64 år )
1968: Carl Th. Dreyer ( 79 år )
1990: Lev Yashin ( 61 år )
2004: Dronning Juliana
( 95 år )
Niels Jørgen Thøgersen
www.niels-jorgen-thogersen.dk + EUROPE AT WORK: www.europe-at-work.be

Comments
Post a Comment