NIELS JØRGENs MORGENHILSEN
DEN 18. JANUAR
Ny 2021 udgave
DAGENS PERSON:
I min studietid i
statskundskab i Aarhus var én af de politiske tænkere, som vi skulle vide
alt om, selv kl. 3 om natten, mens vi stod på ét ben ( helst vores eget !
), MONTESQUIEU. Egentlig hed han Charles-Louis de Secondat,
baron af Montesquieu. Men det behøvede
vi ikke at vide. Ham vil jeg kort
fortælle om i dag. Dels fordi han blev født på denne dag i 1689 i
Sydvestfrankrig. Og dels fordi han har fået enorm betydning for de fleste
moderne, demokratiske forfatninger verden over, herunder ikke mindst den
amerikanske. Han var en meget vigtig del
af Oplysningstiden.
Han kom ud af en
fransk adels-slægt. I starten var han dommer. Men hurtigt gik han over til at
koncentrere sig om at skrive om statsforhold. Han var meget påvirket af
tronskiftet i Frankrig i 1715 fra den ”evigt-siddende” solkonge Ludvig den 14.
til den da kun 5-årige nye konge, Ludvig d. 15. Han var også på en række længerevarende
rejser, bl.a. til Østrig-Ungarn, Italien og England. Han døde i 1755 som 66-årig. Da var han
blevet helt blind.
Hans helt afgørende
bidrag til statskunsten var forslaget om tre-deling af magten. Ethvert land burde sørge for, at den
lovgivende ( parlamentet ), den udøvende ( regeringen ) og den dømmende (
domstolene ) er uafhængige af hinanden.
Hver har sin rolle at spille. Det
indgår som nævnt i de allerfleste demokratiske forfatninger i dag. Ikke mindst i USA, men også i Europa. Det kan naturligvis udformes på forskellige
måder. Men princippet er ifølge
Montesquieu meget vigtigt. At de
tre funktioner er uafhængige af hinanden – og holder hinanden i skak.
Dette er også
essensen i den konflikt, vi har i EU for tiden med Ungarn og Polen. Deres
regeringer har f.eks. ikke forstået – eller vil ikke forstå – betydningen af
uafhængige domstole. Og det kan vi
naturligvis ikke acceptere.
Et af Montesquieu’s
kendte citater er: Frihed er retten
til at gøre hvad end loven tillader.
Se foto af
Montesquieu nedenfor.
DAGENS LÆNGDE:
Denne dag er her i Belgien 37 minutter længere end den
21. december. Dens længde er på 8 timer og 35 minutter – fra kl. 08.35 til kl.
17.10.
I København er dagen tiltaget med hele 50 minutter og er
på 7 timer og 45 minutter.
Se mere om, hvor du er på: www.dagenslaengde.dk
DAGENS NAVN:
PRISCAs DAG hedder
denne dag. Prisca var en 13-årig romersk pige, der på grund af sin kristne tro
i år 273 e.Kr. blev kastet for løverne af
kejser Aurelian. Men da de ikke ville røre hende, blev hun halshugget i
stedet for.
I Belgien hedder
dagen det samme: SAINTE PRISQUE.
DAGENS BEGIVENHED:
1919: Fredskonferencen i Versailles efter 1. verdenskrig starter. Datoen er udvalgt med stor omhu. Det var nemlig på denne dag, at det tyske kejserrige blev grundlagt i 1871 efter den tysk-franske krig. Og nøjagtig i samme spejlsal på Versailles-slottet.
DAGENS SPØRGSMÅL:
At tage nogen på kornet – hvor kommer det udtryk fra? Og hvad betyder det?
Dette århundredegamle udtryk har en meget enkel baggrund: det kommer fra militæret. Når man vil skyde nogen (og det vil man som bekendt i krig), sigter man på dem med sit gevær ved hjælp af sigtekornet på geværet. Det er et mærke bagerst oven på geværløbet. Når man holder sit gevær sådan, at man ser dette sigtekorn ”passe ind” i et andet mærke bagerst på geværløbet, så sigter man direkte på målet. Og trykker man så endda på aftrækkeren , og geværet er ladt, så har man en god chance for at ramme plet. Man har vedkommende på kornet.
I overført
betydning betyder udtrykket at tage nogen
på kornet, at man ”har læst vedkommende præcist ” – at man nøjagtig ved,
hvad han eller hun mener eller er ude på.
På engelsk siger man: to draw a bead on somebody.
SVAR PÅ 42 EUROPA-SPØRGSMÅL:
EUROPA I ARBEJDSTØJET: www.europa-i-arbejde.be
DAGENS CITAT & KENDTE PERSONER:
1.
Gårsdagens citat:
Beundring – ukendskabets datter!
Dette blev engang sagt af én af USAs founding fathers, politikeren, diplomaten og videnskabsmanden Benjamin Franklin.
2.
Dagens citat:
En fyrstes tyranni i et oligarki er ikke
så farlig for den offentlige velfærd som borgernes apati i et demokrati.
Hvem af dagens personer har sagt det?
3.
Kendte fødte på denne dag:
1689: Montesquieu ( død 1755 ) ,Baron de La Brede et de Montesquieu) –
se ovenfor og nedenfor.
1892: Oliver Hardy ( “Gokke” )
( død 1957 )
1904: Cary Grant ( død 1986 )
1913: Danny Kaye ( død 1987 )
1950: Torsten Hesselbjerg
1955: Kevin Costner
4.
Kendte døde på denne dag:
1878: Antoine César
Béquerel ( 90 år )
1936: Rudyard Kipling ( 71 år )
2006: Östen Warnerbrink ( 72 år )
Niels Jørgen Thøgersen
www.niels-jorgen-thogersen.dk + EUROPE
AT WORK www.europe-at-work.be
+ EUROPA I ARBEJDSTØJET: www.europa-i-arbejde.be

Comments
Post a Comment